Konflikter om arbejdsforhold

Tidsstudier, rationalisering og hårde akkorder fører i 1954 til strejke på Philips. Indføring af ny teknik i det berlingske hus i 1977 betyder konflikt i 141 dage. Fagbevægelsen bliver opmærksom på de mange nye miljøfarlige stoffer der bliver brugt i byggeriet og industrien. I 1998 udbryder der storkonflikt. Folk vil have mere ferie.

Philips 1954

Allerede i 1954 kommer den første protest mod en udvikling, der giver mere i løn, men også betyder et opslidende arbejdsmiljø. Det er hos Philips på Amager. Philips har en rationaliseringsafdeling, der på baggrund af tidsstudier skal fastsætte akkorder og priser. Hver eneste af arbejdernes bevægelser bliver beskrevet, målt og vurderet. Alle bliver mere og mere irriterede over overvågningen – der bl.a. medfører, at der bliver hængt sedler op ved arbejdspladserne med teksten: “I dag hviler øjnene på Dem!”

Da en arbejder, der ikke kan klare en akkord på 16 fjernsyn om dagen, bliver fyret flyder bægeret over. Alle går hjem. Strejken bliver erklæret overenskomststridig. De strejkende bliver idømt bod, og arbejdet bliver givet frit. Både smedenes formand Hans Rasmussen og LO´s Eiler Jensen forsøger forgæves at tale Philips-arbejderne til ro. De er i et dilemma. På den ene side støtter fagbevægelsen, at produktiviteten skal øges for at skaffe arbejderne mere i løn. På den anden side kommer det nemt til at betyde, at arbejderne ikke kan finde ud af hvilken side LO er på.

Nogle betragter dem nærmest som fjenden, for som en ufaglært arbejder siger om den generelle situation: “Man må jo også huske på, at LO og fagbevægelsen altid er på arbejdsgivernes side. De forstår ikke, at den produktionspolitik, vi fører, er forkert. Selvfølgelig skal vi have mange flere huse, hospitaler og skoler, men vi behøver ikke et nyt køleskab og fjernsyn hvert andet år. Vi kunne i stedet få nedsat arbejdstid og dermed større mulighed for at udvikle os rent menneskeligt.”
Efter fem uger må Phillips erkende, at der er grænser for, hvor umenneskeligt rationaliseringer kan foregå. Proceduren skal gennemgås og ændres, og de strejkende skal genansættes.

Det Berlingske Hus

Den Berlingske konflikt bryder ud den 30. januar 1977 og varer de næste 141 dage. Bladledelsen i Det Berlingske Officin hjemsender ca. 1000 mand fra det tekniske personale og indstiller avisproduktionen. Det er ledelsens synspunkt, at en generel overbemandning gør sig gældende i virksomheden – især mht. det typografiske personale. Derfor ønsker ledelsen kraftige personalereduktioner. Typograferne mener derimod, at ledelsen har brudt en lang række aftaler, og at den manipulerer med regnskaberne for at skabe et grundlag for fyringerne.

Grundliggende handler konfliktens om, at den nye edb-teknologi er på vej ind i den grafiske branche. På lang sigt vil den overflødiggøre de godt lønnede typografer. Med ny teknologi håber ledelsen at kunne erstatte typograferne med billigere arbejdskraft. Derfor er konflikten for typograferne en afgørende kamp om de overhovedet vil have en arbejdsplads om nogle år. Men lockouten får ingen arbejdsretslige konsekvenser for ledelsen i det Berlingske hus. Onsdag den 16. februar 1977 afgiver Arbejdsretten sin dom i sagen. Dansk Typografforbund bliver idømt bod på 50.000 kr. og de strejkende får hver en bod på 300 kr. pr. dag samt pålæg om at genoptage arbejdet – hvilket de ikke gør. Samtidig bliver det Berlingske hus ledelse frikendt.

Den 22. maj bliver endelig indgået en rammeaftale mellem parterne. Der bliver afskediget 250 fra det tekniske personale, men bladet skal over fem år betale 25 millioner kr. til de fyrede. Derudover bliver der nedsat et udvalg, der skal sikre en for alle parter passende overgang til ny teknologi. Udvalget vil bestå af både personale og ledelse.

Epoxy

Beretningen om “Epoxy-sagen” er fortællingen om en række arbejderes kamp for et bedre arbejdsmiljø. Om deres kamp for at komme til orde i offentligheden og om deres forsøg på at påvirke offentlighedens forståelse for et farligt arbejdsmiljø. I 1978 afholder Byggefagenes Samvirke en konference, hvor der bliver taget stilling til hvilke skridt, der skal tages for at dæmme op for den stadige strøm af giftige og sundhedsfarlige stoffer på de danske byggepladser. Særlig stoffet epoxy diskuteres. Epoxy er et af de farligste stoffer, der er sendt på markedet i årtier.

Flere of flere farlige stoffer i industri og byggeri op gennem 70'erne fører til konflikter om bedre arbejdsforhold.
Flere of flere farlige stoffer i industri og byggeri op gennem 70’erne fører til konflikter om bedre arbejdsforhold.

Epoxy anvendes næsten dagligt på alle byggepladser i lime, -malinger, fugemateriale mm. Dermed er bolden givet op til det, der skal blive den hidtil mest omfattende arbejdsmiljøkamp i Danmark. I de efterfølgende halvandet år bølger den såkaldte epoxy-sag frem og tilbage med vekslende styrke på arbejdspladserne, på Københavns Rådhus, i Direktoratet for Arbejdstilsynet og i massemedierne. I juni 1978 beslutter arbejderne på renseanlægget Lynetten og Bispebjerg hospital at standse arbejdet med epoxy. På Bispebjerg findes et alternativt middel. Men på Lynetten, der hører under Københavns Magistrat, nægter bygherren at erstatte epoxy med andre stoffer.

Tillidsmanden fra Lynetten fortæller: “Vi havde godt nok hørt rygter om, at epoxy var farligt. Men vi havde ikke fået spor at vide om, hvordan vi skulle forholde os til det.”
20 dage efter standser Byplanborgmester Villo Sigurdsson brugen af epoxy på Lynetten efter møde med Byggefagenes Samvirke. I slutningen af juni tager SID officielt afstand fra brugen af epoxy. To måneder efter anklager SID arbejdsgiverne for at forsinke en udarbejdelse af en ny epoxy-bekendtgørelse.

Storkonflikten 1998

I 1998 udbryder der storkonflikt – den første siden 1985. Denne gang er det ikke arbejdsmarkedets parter, der står længst fra hinanden. Det viser sig hurtigt, at det nærmere er fagbevægelsens topforhandlere, der er på kollisionskurs med deres egne medlemmer. Overenskomstforhandlingerne begynder i januar og varer frem til 23. marts, hvor der bliver indgået en overenskomstaftale. Men glæden bliver kort. Til fagbevægelsens – og mediernes – store overraskelse. Max Bæhring og Willy Strube har i ca. tre måneder arbejdet for at få bedre pensioner og højere løn til deres medlemmer i CO-Industri.

Under konflikten bliver hylderne med brød og gær hurtigt tømt
Under konflikten bliver hylderne med brød og gær hurtigt tømt.

Et flertal af medlemmerne stemmer nej til aftalen. De mener, at der er for lidt ferie. Og en ekstra fridag juleaften kan ikke dæmpe utilfredsheden. Det er ikke nok. Nej’et kommer som et chok for arbejderbevægelsens ledere. Medlemmerne kaster dermed landet ud i en ny storkonflikt. Ca. 450.000 privatansatte nedlægger arbejdet 27. april. Et større massehysteri breder sig med madvarehamstring som følge. Danskerne sætter i disse dage ekstra stor pris på varer som især mælk og gær – selv om der er nok af det. Regeringen vælger at gå ind i konflikten og stopper den med et lovindgreb.

Det er arbejdsmarkedets parter selvsagt stærkt utilfredse med. Godt nok er det kommet bag på dem, at der er opstået en konfliktsituation, men de foretrækker selv at løse den. De mener, at regeringen har forgrebet sig på den “danske model”, der overlader det til parterne på arbejdsmarkedet selv at forhandle løn og arbejdsmarkedsforhold. Arbejderbevægelsens medlemmer er med lovindgrebet blevet reduceret til en uansvarlige befolkning, der har brug for at blive banket på plads i ny og næ. Når de ikke selv kan styre skibet – ansvarligt nok. Det synes at være meldingen fra regeringen i sommeren 1998.