Pension forpligter

De første diskussioner om pensionsordninger i fagbevægelsen fremkom efter ønske om at sikre de valgte tillidsmænd og navnlig deres enker. Arbejdet som valgt tillidsmand var forbundet med ubegrænset arbejdstid alle ugens syv dage og dermed forøget risiko for død inden pensionsalderen.

Af: Henning Grelle

Pensionsspørgsmålet rejses
Pensionsspørgsmålet blev rejst i hovedorganisationen DsF og blev derfor en sag for og i medlemsorganisationerne. Her deltes man i to lige store fløje. Den ene opfattede pensionering af tillidsmænd som et privat anliggende som hver organisation måtte løse på sin egen måde. Der blev udtalt bekymring for at en pensionsordning ville skabe skel mellem tillidsmænd og medlemmer og gøre tillidsmænd til en privilegeret stand inden for fagbevægelsen. Endelig var der bekymring for at en udbredelse af pensionsordninger ville svække muligheden for forbedringer af den offentlige aldersrentelovgivning.

Den anden fløj fandt det formålstjenligt at indføre en pensionsordning hvortil både den enkelte og vedkommendes organisation ydede bidrag. Derimod var der ingen klar enighed om hvor langt man skulle gå. Skulle det være en ordning alene for DsF eller skulle forbund og lokalorganisationer være omfattet? Var der alene tale om tillidsmænd eller skulle fast personale tilbydes en ordning? Kunne der blive tale om en kollektiv ordning der omfattede hele fagbevægelsen?

 mens-demonstrationerne-mod-arbejdsloesheden-her-foran-christiansborg-fortsatte oprettede-dsf-i-1934-en-pensionskasse-for-faste-tillidsmaend-og-personale

Efter ti års diskussioner blev DsF’s pensionskasse en realitet i 1934. Den omfattede som navnet angav tillidsmænd og fast personale i hovedorganisationen.
Medlemsforbund havde mulighed for at indmelde tillidsmænd og personale eller blot én af grupperne.

Pensionskassen var svag fra begyndelsen. Den store kollektive idé var ikke mulig, da fagbevægelsen var delt. Tilbage var håbet om at medlemsorganisationerne ville slutte op i takt med at pensionsspørgsmålet ville vinde gehør. Det skete i nogen men ikke i tilstrækkelig grad. Årsagerne hertil var mange.

Pensionsspørgsmålet forblev længe med at være et minefelt i fagbevægelsen hvor der skulle trædes varsomt. Det hæmmede muligheden for at skabe større opmærksomhed om pensionskassens eksistens. Resultatet blev at flertallet af de store fagforbund helt frem til slutningen af 1960’erne fortsatte med uoverskuelige ad hoc-ordninger for deres tillidsmænd og personale. Gradvis indførtes ordninger i forskellige selskaber eller kapitalpensionsordninger i banker og sparekasser. Det store gennembrud kom først ved indførelsen af kollektive arbejdsmarkedspensioner fra 1990.

Krise på krise
DsF’s pensionskasse, der blev til Arbejderbevægelsens Pensionskasse, er en historie om krise på krise, hvoraf flere var selvforskyldte ud fra en egen selvforståelse af en pensionskasses virke. Da de første forsikringstekniske rapporter forelå og udviste underskud på grund af manglende pensionshensættelser valgte man at lukke for tilgang af nye medlemmer fremfor at erkende at pensionshensættelser var nødvendige for at overholde forpligtelser i forbindelse med pensionsgarantier. Overvejelser om lukning for tilgang fremkom med mellemrum og det kunne i sagens natur ikke give medlemsfremgang.

agitation-for-folkepension-foran-folkets-hus-i-aarhus-under-valgkampen-i-1953-folkepensionen-blev-gennemfoert-i-1956 arbejdsmarkedets-tillaegspension-atp-blev-indfoert-ved-lov-i-1964-billedet-er-fra-valgkampen-i-1966

Den langvarige principsag om pensionshensættelser afslørede manglende eller kun halvhjertet vilje til at opfylde forpligtelserne i den pensionslovgivning, der var udformet med henblik på at skabe orden i pensionskassejunglen. Det forpligtede at udstede garantier om forskellige pensionsydelser til en medlemskreds og lovgivningen skulle sikre at disse garantier blev overholdt

DsF stillede sin kollektive styrke og stigende medlemstilvækst som garanti og spildte årtiers arbejde på at opnå dispensation for at binde beløb i pensionshensættelser under henvisning til at fagbevægelsen aldrig ville gå fallit endsige forsvinde ud af det danske samfund. Da man måtte bøje sig var prisen høj – en deling af pensionskassen i 1957. Den positive del af denne udgang blev en voksende forståelse af at pension medfører forpligtelser.

Medvirkende hertil var også lovgivningens krav om aktuarbistand og faste periodevise forsikringstekniske rapporter. Arbejderbevægelsens Pensionskasse har været velsignet med dygtige engagerede aktuarer, der samtidig havde glimrende forbindelser til Forsikringsråd og Finanstilsyn. Uden professionel aktuarhjælp havde flere redningsforsøg lidt skibbrud og uden deres konsekvente beregninger forud for medlemsoptagelser kunne kassens økonomiske bæreevne være bragt i fare.

Selv om spørgsmålet om pensionshensættelser blev løst blev det ikke indledningen til et spring fremad for at få flere medlemmer . I stedet kom tvivlen om pensionskassens eksistensberettigelse i en tid hvor folkepension sammen med ATP måske alligevel blev den store brede løsning for fremtidens pensionister. Ud fra den opfattelse kunne ordningen i en privat pensionskasse blot blive et mindre supplement hvorfor den kunne “løbe tiden ud” og alene sikre de eksisterende medlemmer uden optagelser af nye.

Selv om troen på værdien af en pensionskasse – godt hjulpet af aktuaren – relativt hurtigt blev genoprettet var der tale om endnu et eksempel på at man igen kom sent i gang med oplysning om kassens eksistens. Ikke mindst vedtagelsen om 3-årige generalforsamlinger virkede hæmmende på initiativer i retning heraf. Det var beklageligt i betragtning af at der var tale om en attraktiv pensionskasse med en moderne og progressiv holdning til fornyelser i ydelsesmønstret så det svarede til udviklingen i samfundet.

APK
Ved navneforandringen til APK i 1996 var det imidlertid klogt at holde sig til en genforening af henholdsvis tillidsmandskassen og funktionærkassen og supplere den med en administrationsaftale med PensionSelskaberne. Det administrative arbejde med genforening og forhandling med PensionSelskaberne havde ikke samtidigt kunne kombineres med analyser af konsekvenserne for en regulær sammenlægning med en anden pensionskasse.

Pensionskassen kom ind i nye professionelle rammer, men der var ikke på forhånd tale om en aftalt strategi for en senere sammenlægning. Var  der en strategi herfor var den i det mindste skudt længere ud i fremtiden end det blev tilfældet. APK blev stadig mere velkonsolideret frem mod årtusindskiftet og ingen kunne forestille sig problemer af den størrelsesorden som kom til at præge det 21. århundredes første år.  APK havde et ben i PensionSelskaberne fra 1997 og der var mange gode økonomiske grunde til at man satte begge ben i PKS Pension i 2002, hvorefter APK ophørte som selvstændig pensionskasse.

APK er også historien om medlemsdemokratiet og medlemsdebatten. Det ydelsesmønster som PKS Pension tilbyder i dag til APK’s medlemskreds er resultatet af medlemsdebatter fra 1940’erne og til i dag. Krav om ligestilling, enkemandspension, ægtefællepension, engangssummer og valgmuligheder har sammen med andre spørgsmål været drivkræfter i stadig bedre og mere fleksible ordninger, der følger behov og den generelle udvikling i samfundet. Medlemmerne og medlemsorganisationerne har været et uundværligt led i pensionskassens liv og virke. APK var i alle årene en lille pensionskasse med deraf følgende muligheder for medlemskontakt og demokrati.

Men den historiske udvikling viser at erfaringer fra en lille pensionskasse bør anerkendes og respekteres af store. Sammen med økonomi og lovgivning er medlemmerne med til at understrege at pension forpligter!

Tilbage til temasiden