“Felice Navidades” – en julehilsen fra Pedro

Smede- og maskinarbejderne på Hærens Laboratorium på Refshalevej i København modtog i december 1937 et noget specielt julekort. Forsiden var et foto af ”Et hold spanske børn i Danmark” og bagsiden en lille hilsen på spansk underskrevet af Pedro Arisqueta. Kortet er i dag arkiveret sammen med lignende kort i vores fotosamling. Hvem Pedro egentlig var, fandt vi først ud af fornyelig, men forklaringen på hvorfor han var her, den skulle findes i et mørkt kapitel af Europas historie.

Af Dorte Ellesøe Hansen

I juli 1936 var en borgerkrig i Spanien brudt ud.  Krigen begyndte som et militært oprør mod republikkens demokratiske regering. Under ledelse af generalen Franco bredte opstanden sig til hele landet, og snart rykkede fascisterne med stor brutalitet frem i de nordlige regioner. Foran sig drev de vældige strømme af flygtninge og ikke mindst de børn, som regeringen havde beordret evakueret. By efter by faldt i hænderne på fascisterne, og mellem en halv og hel million spaniere flygtede til Frankrig, de sidste på overfyldte fragtskibe fra de nordspanske havnebyer.

I Danmark var man ikke uvidende om det spanske folks lidelser og nød såvel i deres borgerkrigshærgede hjemland, som i de hårdt belastede flygtningelejre. To danske komiteer var tidligt i gang med hjælpearbejdet, den socialdemokratiske Matteotti-fonden og en ny borgerlig komite, Den danske Landsindsamling til Hjælp for nødlidende spanske Kvinder og Børn. Det at få evakuerede børn hertil kom først på tale efter en officiel henvendelse fra den spanske regering.

En ny tværpolitisk komite på bred national basis, Komiteen til Spanske Børns Ophold i Danmark, påtog sig opgaven. I september 1937 kunne omkring 100 flygtningebørn indkvarteres i en lejr på Sct. Andreas Kollegiet i Ordrup nord for København efter en lang rejse fra Frankrig.

Der var stor politisk røre omkring børnene allerede før deres ankomst, og sagen fik megen opmærksomhed i pressen. Dette skadede ikke den fortsatte økonomiske bistand, og muligheden for at betale til et eller flere ”plejebørn” blev en meget populær ordning på arbejdspladser, kontrolsteder og i foreninger.

I søfyrbødernes blad ”Faklen” nr. 11/1937 kunne man således læse ”…De arbejdsløse Søfyrbødere har som ofte før vist deres rigtige klassemæssige Indstilling, og var nogle af de første, der meldte sig, med deres fattige Skillinger, og har paataget sig hver Maaned at lægge 50 Kr. paa Bordet til at sørge for Underholdningen af et Barn …”

Mange fulgte deres eksempel, og arbejderaviserne nævnte hver dag, hvilke nye ”plejeforældre”, der var kommet til.

Som tak fik alle bidragydere tilsendt et stort fotografi af deres barn.  I en stak gamle billeder, som var afleveret af smede- og maskinarbejderne, dukkede netop et sådan portræt op. Det var Pedro Acebo Arisqueta, drengen, som Klub 42 på Hærens Laboratorium havde støttet. Han var 10 år ved ankomsten til Danmark, stammede fra den baskiske by Bilbao, og havde sandsynligvis en ældre søster eller kusine, Carmen, blandt børnene i Ordrup.

 

Julen 1937 blev fejret med juletræ, som børnene selv havde været med til fælde, med gaver, danske sange og spansk optræden, og ikke at forglemme, så skulle hvert barn skrive et julekort til deres ”plejeforældrene”!

Der blev hårdt brug for bidragsydernes velvilje fremover. Børnene måtte af praktiske årsager deles, og 30 store drenge blev sendt til en koloni på Fyn. Senere samledes alle af økonomiske grunde i en ny lejr på Fyn, og endelig kom beslutningen om at sende børnene tilbage til Frankrig igen, men nu til en international børnelejr med dansk tilsyn. Børnene ville komme tættere på deres hjemland, maden og klimaet passe dem bedre, og omkostningerne betydeligt lavere.

Mange ”plejeforældre” fortsatte deres støtte til børnene i den franske lejr, sendte kort og telegrammer i julen 1938, mens Komiteen sørgede for, at der var gaver til alle.

Borgerkrigen kom til at vare i næsten tre år og krævede uhyre ofre på begge sider af fronten. Den 1. april 1939 var krigen slut. Næsten al republikansk modstand var nedkæmpet, Madrid var faldet og Franco kunne i spidsen for oprørshæren erklære krigen for vundet.

Komiteen ophævede sig selv i juni 1939, og børnene skulle efterhånden hjem til en tvivlsom fremtid i Spanien. Hvordan det gik Rafael, Jose, Ramon, Anselmo, Antonio, Francisco, Julia, Liborio, Hortensia og Pilar ved vi lidt om, men desværre intet om Pedro.