Streetart 1933

Den 30 januar 1933 udnævnte rigspræsident Hindenburg Hitler til rigskansler og bragte dermed Hitler-fascismen til magten. Dermed var de tolv mørkeste år i Tysklands historie begyndt. Fire uger senere stod den tyske rigsdag i flammer. Branden, der fortsat diskuteres kontrovers blandt historikerne [se nedenfor], blev påskuddet for at anholde 1.500 kommunister, socialdemokrater og oppositionelle intellektuelle i Berlin og 10.000 i hele landet allerede samme nat.

Af: Hans Uwe Petersen

På brandstedet anholdt politiet en ung hollænder, Marinus van der Lubbe, der indtil 1931 havde været medlem af det hollandske kommunistiske parti. Med det samme søgte nazisterne at gøre både de tyske kommunister og den internationale kommunistiske bevægelse ansvarlige for branden. Dagen efter branden udstedtes rigspræsidentens forordning til beskyttelse af folk og stat, der satte forfatningens demokratiske rettigheder ud af kraft og banede vejen for en legaliseret forfølgelse af nazisternes politiske modstandere.

Idet det fascistiske diktatur endnu ikke var fuldstændig etableret og også dels som følge af pres fra udlandet, dels de tyske kommunisters aktiviteter uden for landts grænser, blev nazisterne tvunget til at gennemføre en proces, som de ellers helst havde undgået. De politimæssige undersøgelser koncentrerede sig om van der Lubbe, men samtidig blev også den tyske kommunist Ernst Torgler og tre bulgarske kommunister, Georgi Dimitrov, Blagoi Popov og Vassil Tanev som brandens anstiftere stillet for retten. Processen varede fra 21. september til 23. december 1933. Hermann Göring og Joseph Goebbels, der oprådte som vidner, var ikke i stand til at afkræfte det almene indtryk, at der var tale om en politisk skueproces. Allerede en måned efter rigsdagsbranden var straffen for brandstiftelse med tilbagevirkende kraft blevet forhøjet og kunne nu medføre dødsstraf. Van der Lubbe blev også dømt til døden, mens nazisterne måtte lide den tort, at de fire øvrige anklagede blev frifundet grundet manglende beviser.

Under hele dette forløb udfoldede der sig uden for Hitler-Tysklands grænser bestræbelser på at afsløre nazisternes hensigter med processen.

Det gjorde sig også gældende i Danmark.
Allerede 3. maj 1933 blev det tyske konsulat i Aalborg overmalet med antifascistiske slagord. Den 30. september og igen i oktober 1933 gennemførte medlemmer af Danmarks Røde Hjælp aktioner i Frederikshavn. Først blev der opsat plakater på det tyske konsulat med parolen “Ned med Brandstifterne Hitler, Göring og Goebbel” og en opfordring til at søtte fascismens ofre. Nogle dage senere blev der på byens kulplads, der blev drevet af den tyske konsul, opsat en plakat, der kaldte på solidaritet med de tyske arbejdere og som samtidig opfordrede til at boykotte konsulens brændselsforretning. Aktionerne medførte en protest fra det tyske gesandtskab i København og en anmeldelse af konsulen i Frederikshavn. Trods politiets undersøgelse af sagen, blev der foretaget endnu en aktion mod konsulatet. Natten mellem den 21. og 22. oktober 1933 blev parolen “Ned med Brandstifteren Göring” malet på konsulatets mure. Resultatet blev tilmed fotograferet og efterfølgende trykt som postkort.

Gennem en – som det hedder i politiets materiale – pålidelig stikker lykkedes det dog den 24. oktober at anholde tre tyske kommunister, som efter myndighedernes opfattelse havde deltaget i aktionerne mod blandet andet konsulatet i Frederikshavn. De pågældende blev bragt til København og nogle dage senere løsladt, da Røde Hjælp anerkendte dem som flygtninge. Men efter pres fra myndighedernes side forlod de i slutningen af februar og starten af 1934 Danmark og rejste til Sovjetunionen. I mellemtiden havde politiet forbudt salget af det nævnte postkort og to medlemmer af Danmarks kommunistiske Parti blev – trods deres benægtelse – idømt 400 kroner i bøde, subsidiært 30 dages hæfte for at have malet på det tyske konsulat.

Dette satte dog ikke nogen stopper for aktioner mod Hitler-Tyskland. I december blev også det tyske konsulat i Århus overmalet og lignende aktioner blev gennemført i Esbjerg og Kolding.

Kontroversen om Rigsdagsbranden
Mens nazisterne fra starten af søgte at holde den internationale kommunisme i almindelighed og det tyske kommunistparti i særdeleshed ansvarlig for branden i den tyske rigsdag, var kommunisterne ikke sene til at hævde, at det var nazisterne selv, der havde sat ild til Rigsdagen. Nazisterne så van der Lubbe som kommunisternes værktøj, mens man i de såkaldte “Brunbøger” og den kommunistiske agitation fremhævede, at hollænderen ikke var kommunist, men derimod en forvirret ung mand, der grundet sine homoseksuelle tilbøjeligheder var blevet misbrugt af nazisterne. I den historiske forskning er branden i efterkrigsårene og helt frem til i dag blevet diskuteret yderst kontrovers. Denne diskussion handler både om, hvorvidt det kunne være rigtigt, at van der Lubbe ene mand kunne have iværksat branden elle ej. Samtidig drejer disputsen sig også om en vurdering af Rigsdagsbrandens betydning for etableringen af Hitler-fascismen i Tyskland. Debatten har ikke kun været langvarigt men også fyldt med beskydninger om dokument- og kildeforfalskninger på den ene side og en lemfældig omgang med nyt kildemateriale, der er blevet tilgængeligt efter Tysklands genforening.