Omvisninger Hjem // Besøg Arbejdermuseet // Gruppebesøg // Omvisninger Menu Kom med og oplev historien sammen med vores dygtige omvisere, der fortæller levende om arbejdernes hverdagsliv, fællesskab, og kampe. Eller gå endnu mere i dybden på en omvisning med en museumsinspektør eller udstillingens kurator. Læs om aktuelle omvisninger, priser og booking herunder. Vi er arbejderne På 2. sal – max 20 personer Alle kæmper mod alle, men ingen vinder alene! Besøg vores nye permanente udstilling på 2. sal, der er fyldt med levende interiørs, arbejderbevægelsens kronjuveler og grundfortællinger. Træd ind i arbejdernes i tjenestepigens fugtige kammer og i familiens usle hummer af en taglejlighed, hvor kulden står ind mellem brædderne. Tag pulsen på folkestemningen på Socialdemokratens redaktion eller læg vejen forbi AOFs studiekredse, grib en Arbejdersangbog og syng med. Læs om udstillingen her og book her. Kampen for det gode arbejdsliv På 3. sal – max 20 personer Kom helt tæt på arbejdernes kamp for et godt arbejdsliv. Hvad er der egentlig blevet kæmpet for? Hvilke rettigheder har man tilkæmpet sig? Og hvad er værd at kæmpe for i fremtiden? Omvisningen bevæger sig fra slutningen af 1800-tallet i Industrisamfundets skygge til i dag, hvor kampene handler om global ulighed og udflytning af arbejdspladser. Her har nye maskiner og processer, masseproduktion og arbejdsløshed tvunget arbejderen til konstant at tilpasse sig. Læs om udstillingen og book her. 1950’erne, kold krig, knaphed og kiksekage På 1. sal – max 20 personer Tag med til 1950’erne. Her var der stadig mangel og rationering på en lang række varer, men i løbet af årtiet får arbejderfamilierne flere penge mellem hænderne. Under stærk indflydelse fra USA vokser forbrugskulturen frem, og det mærkes i økonomien. Vi besøger familien Hansens 2-værelses lejlighed, som den så ud i 1958. Her får vi et indblik i, hvordan ny teknologi forandrer husmorens liv og hører mere om ungdommens idoldyrkelse og hang til hurtige rockrytmer. Læs om udstillingen og book her. Godt arbejde! – Tillidsrepræsentanter i 125 år Særudstillingen på 1. sal – max 15 personer Kun museumsinspektør/kurator I skåltaler beskrives tillidsrepræsentanterne ofte som ”fagbevægelsens fundament” eller ”rygraden i den danske model”. På trods af deres uvurderlige betydning for fagbevægelsen og faktisk for hele det danske samfund, udfører landets tusindvis af TR’er deres daglige virke i ubemærkethed og langt fra offentlighedens bevågenhed. Det skal der laves om på. Læs mere om udstillingen her og book igennem vores bookingafdeling. Sidste chance er 6. april 2026 Friheden flyver – særudstilling med multikunstneren og mennesket Leif Sylvester I kælderen – max 24 personer I 2025 er Leif Sylvester blevet 85 år. I over fem årtier har han vist sin frihedstrang og sin sociale indignation gennem malerier, skulpturer, film, musik, gadegøgl og lyrik. Det markerer vi på Arbejdermuseet med udstillingen om multikunstneren og mennesket Leif Sylvester - Friheden flyver, der har sin titel efter Erik Clausen og Leif Sylvesters friheds- og arbejdersang fra 1978. Læs mere om udstillingen her og book igennem vores bookingafdeling. Fra 27. september 2025 til ultimo august 2026. Byvandringen Slaget på Fælleden På Nørrebro – max 31 personer I foråret 1872 strejkede murerne på Nørrebro. De krævede arbejdsdagen nedsat fra 11 til 10 timer for samme løn. Men hvordan gik det til at tusindvis af arbejdere samlede sig til møde på Nørre Fælled 5. maj? Slaget på Fælleden er blandt de mest kendte arbejdskampe i Danmark i den tidlige arbejderbevægelses historie og er et symbol på kampen for en bedre tilværelse. Gå med i murernes fodspor på Nørrebro og kom helt tæt på arbejdernes hårde, men håbefulde liv. På byvandringen bliver I en del af historien, når I sammen med vores omviser oplever, hvordan det var at bo, arbejde og søge politisk indflydelse på Nørrebro under industrialiseringen. Ville I have deltaget i mødet på Fælleden for snart 150 år siden? Diskuter og bliv klogere i fællesskab med venner, familie eller kollegaer. Byvandringen kan bookes fra marts til november her. Gruppepakke Arbejdermuseets populære gruppepakke er for jer, der gerne vil kombinere en vedkommende museumsoplevelse med en gedigen frokost i Cafe & Øl-Halle. Læs mere her. Praktisk information En omvisning varer ca. 45 min. og koster 975 kr. + entré / 1800 kr. + entré for omvisning med museumsinspektør/kurator (bookes via vores bookingafdeling). Antal deltagere afhænger af den enkelte udstilling. En byvandring varer ca. 1,5 time og koster 1850 kr. ex. entré. Omvisninger og byvandringer kan aflyses vedlagsfrit op til 48 timer inden. Vil du booke en gruppepakke, en omvisning, eller har du spørgsmål, så kontakt vores bookingafdeling. Telefon: +45 33 48 03 30 på hverdage fra 9.30-12.00 E-mail: booking@arbejdermuseet.dk