Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark Hjem // Kvindeliv // Kvindefanen // Kvindefanerne // Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark Menu Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark Stiftet d. 3. Marts 1901 Motto: Enighed gør Stærk Faneindvielse: Marts 1941 Kvindernes organisering i fagforeninger kom i Danmark til at følge to hovedlinjer: En sammenslutning i kvindelige fagforeninger, som enten efter en periode som selvstændige blev sammenlagt med mændenes eller forblev selvstændige kvindefagforeninger under et fagforbund, der rekrutterede såvel mænd som kvinder. Og en sammenslutning af kvindelige fagforeninger i et rent kvindeforbund udelukkende for kvinder. Et sådant var Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, der som enestående organisation på verdensplan kun organiserede ufaglærte kvinder. Kvindeligt Arbejderforbund nåede at blive 100 år, inden det i 2004 blev sammensluttet med det oprindelige Dansk Arbejdsmandsforbund, der repræsenterede de ufaglærte mænd. Forbundet havde ved sammenslutningen udviklet sig til et såvel faglært som ufaglært forbund. I 2004 skabte man en helt ny organisation og tog navnet 3F. Kvindeligt Arbejderforbund havde gennem hundrede år haft gode relationer til arbejdsmændenes organisation. Arbejdsmændenes formand M.C. Lyngsie deltog i Kvindeligt Arbejderforbunds kongresser, og derfor var det naturligt, at hans efterfølger, Axel Olsen, deltog på forbundets kongres den 17.-20. august 1941, og han holdt også talen ved indvielsen af fanen. Fanen er en forbundsfane og dermed et symbol for alle medlemmer af forbundet uanset bopæl og lokal organisation. Derfor anså man det for vigtigt, at kongresdelegerede fra hele landet kunne betragte den nye fane, som oprindeligt skulle være indviet ved forbundets 40- årsjubilæum i marts 1941. Oskar Hansen havde skrevet en sang til fanen, der både ramte tiden, hvor Danmark var besat, og hvor fanen ansås som et frihedssymbol. Første vers lød: ”Frie toner, frie tanker slog fra fanen ud Det, der rejser, det, der ranker blev vor fanes bud.” Fanens frihedsgudinde med den franske Marianne-figur i lyse klæder, men uden den revolutionære frygiske hue og en fjer i stedet for en fakkel, understregede frihedsønsket frem for en samfundsforandring. Skrevet af seniorforsker emeritus ved Arbejdermuseet/ABA, Henning Grelle.