Boligerne omkring århundredeskiftet

I anden halvdel af 1800-tallet vokser byerne kollosalt. Der skal findes boliger til den voksende arbejderklasse, som presser boligmarkedet og får helt nye boligformer til at vokse frem: sumpede kældre, loftsrum m.m. Den liberale økonomi fremmer en synlig fattigdom og en medfølgende sundhedsfare.

Boligforhold og boligmangel i byerne

I anden halvdel af 1800-tallet begynder de større industribyer at vokse kolossalt. Indbyggertallet stiger kraftigt og byerne har svært ved at honorere den stigende tilgang med boliger. Der bliver derfor bygget en række nye boliger, ligesom det bliver nødvendigt, at stuve flere mennesker ind i de eksisterende. Boligerne skal helst ligge nogenlunde tæt ved fabrikkerne, hvilket ofte betyder, at byggeriet bliver for tæt. Boligspekulanter er der også mange af, og de bygger lejekaserner.

I 1880 er 17% af den Københavnske boligmasse etværelses lejligheder og 33% er toværelses lejligheder. I gennemsnit bor der 2,5 beboer i en etværelses lejlighed og 1,85 person i hvert værelse i en toværelses lejlighed. En arbejder fortæller om de små boliger: “Sunde og gode var disse småboliger ikke altid. Mange af dem var fugtige, og tit kunne der slå én en stram lugt i møde, når man trådte ind i dem. Frisk luft var man gennemgående ingen ynder af.

“Lejlighederne i København er gennemsnitlig mindre end dem i provinsen. I 1880 bor hver tyvende af de 225.000 københavnere i en kælderlejlighed – tæt ved arbejdspladsen – det svarer til hver ottende eller tiende af arbejderfamilierne. Endnu flere bor i kvistlejligheder. En tredjedel af befolkningen bor i toværelses lejligheder på under 32 m2. I 1911 udgør etværelses lejligheder i Odense, Århus og Ålborg fra 4,5 til 8,3% af boligmassen, 2 og 3-værelses derimod fra 67 til 72%.

Det liberalistiske boligmarked

Urbaniseringen og boligsagen er siamesiske tvillinger. Med industrialiseringen opstår boligproblemet som masseproblem. Før vandringen fra land til by finder sted, bor arbejderen somme tider hos sin arbejdsgiver, som en del af det tætte arbejdsfællesskab. Da industri- og byarbejderen ikke mere kan bo i arbejdsgiverens husstand, havner han på et frit boligmarked, hvor markedskræfterne placerer ham i byens mindre attraktive boliger – de eneste han kan betale.

Den hurtigt voksende arbejderklasse presser boligmarkedet og får helt nye boligformer til at vokse frem: kældre med sumpe, loftsrum m.m. Den liberale økonomi fremmer en synlig fattigdom og en medfølgende sundhedsfare, men hos myndighederne er der ikke den store hjælp at hente. Da enevælden er ophævet i 1848 er de nationalliberale kommet til magten, og de bruger alle deres kræfter på at føre de nye principper om frihandel og markedsøkonomi ud i livet.

Kloakeringen i København består for det meste af åbne render i gaderne. Affaldet flyder ofte i de utætte gaderender, og bliver ikke altid fjernet. Hele situationen ender i en sundhedsmæssig katastrofe. Da koleraepidemien bryder ud 1853 og kræver tusindvis af dødsofre i København, er jordbunden gødet for det socialfilantropiske initiativ.

Bygningslovgivning og bebyggelsesregulering

Under koleraepidemien i København 1853 blev der etableret teltlejre til de syge uden for byens volde. Samtidig tegning.
Under koleraepidemien i København 1853 blev der etableret teltlejre til de syge uden for byens volde. Samtidig tegning.

I 1853 hærger koleraepidimien så regeringen og Københavns bystyre føler sig tvunget til at gøre noget ved boligforholdene. Der udstedes derfor byggelove for København i 1854: lovene kræver, at et byggeri skal godkendes inden det iværksættes. I 1856 fastslår en ny lov, at nye huses højde ikke må overskride gadens bredde med tillæg af en fjerdedele, og nye gader skal være mindst 12 1/2 m brede. Kælderbeboelser skal standses, nye latrinhuse skal ligge mindst 1,9 m fra en vandpost eller en brønd.

Disse restriktioner, så beskedne de end er, kommer noget af industrien på tværs. Forringelser af byggevedtægterne bliver presset igennem så i 1871 er kælderbeboelse igen tilladt, og i 1873 bliver lejligheder under 32 m2 fritaget for den afgift, der hidtil har hvilet på alle lejligheder. Dette medfører, at byggeri af lejekaserner med små lejligheder vokser.I 1889 BLIVER bestemmelserne om gadernes bredde revideret og fastsat til 19 m, nye huse må ikke overskride 6 etager, og ethvert beboelsesrum, hvilket vil sige et rum med et ildsted, skal have direkte dagslys fra et vindue. Og et beboelsesrum skal være mindst på 6 m2.

Arbejderbevægelsen og byggeforeningerne

I 1887 kommer den første byggestøttelov og med den, og med byggeforeningerne som organisationsform, løser hundreder af familier fra arbejderklassens øvre lag i de følgende årtier deres boligproblemer. Med rækkehuse, dobbelthuse og villaer med to lejligheder skabes æstetisk og sundhedsmæssige tilfredsstillende byggeforeningskvarterer. De ufaglærte arbejdere må tage til takke med spekulationsbyggerierne fra 1870´erne, 1880´erne og 1890´erne på brokvartererne og pjalteproletariatet hænger på de ældste og dårligste slumlejligheder i de kvarterer i den indre by, som man allerede omkring århundredeskiftet begynder at sanere med statsmidler.

I arkitektonisk udtryk og i boligform var boligerne fra de første 60 år boligsagen levede, et klart brud med de private spekulationsbyggerier fire- og femetagers boligblokke med sidehuse og baggårde. Som det ses i Kartoffelrækkerne vælger byggeforeningerne heller ikke etageboligen som form. De lave bygninger er udtryk for et bevidst valg.

AAB's første byggeri fra 1912 ligger på Nylandsvej på Frederiksberg
AAB’s første byggeri fra 1912 ligger på Nylandsvej på Frederiksberg.

I 1912 bygger Arbejderbevægelsens andelsboligforening (AAB) sit første byggeri. Men ejendommen er formmæssigt det samme, som de bygninger spekulationsbyggerierne i brokvartererne hidtil har produceret, blot er boligernes tekniske kvalitet højere. Men det er stadigvæk etagebyggeri med små lejligheder, som bliver arbejderens bolig.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her