Bygningskonstruktørernes arkiv

I anledningen af en flytning til nye lokaler i Ny Kongensgade i København og 50-års jubilæet i 2016 har Konstruktørforeningen fået sikret langtidsbevaringen af deres arkiv hos ABA i Taastrup.

Af: Jesper Jørgensen

Efter ompakning og ordning af papirerne drejer det sig nu om 132 arkivkasser, der dækker tiden fra foreningens oprettelse i 1966 og helt frem til 2012. Arkivet består af dokumenter fra foreningens forretningsudvalg, bestyrelse og generalforsamlinger samt papirer fra udvalg, overenskomstforhandlinger og særlige initiativer som fx Byggefagligt Forum, hvor bygningskonstruktørerne mødtes til kongresser om vigtige emner inden for faget.

skaeg-og-halvlangt-haar-vidner-om-bygningskonstruktoerernes-dresscode-i-1980erne-hvor-oel-og-smoeger-paa-moederne-var-helt-normalt-foto-pr taastrupgaard-er-et-typisk-elementbyggeri-fra-1970erne-et-saakaldt-kransporsbyggeri-foto-kirstine-theilgaard

Arkivet dokumenterer historien om en mindre standsforening, der voksede og udviklede sig til en moderne FTF-fagforening, der varetager et stigende antal organiserede bygningskonstruktørers interesser på et til tider turbulent arbejdsmarked.

Den historie skal fortælles og – inden jubilæet i 2016 – skrives af cand.mag. Anna Krogh Søndergaard, der er tidligere studentermedhjælper på Arbejdermuseet.

“Det er virkelig fedt at skrive om en fagforening, der på bare 50 år er vokset fra at være tre ildsjæle til de over 7.000 medlemmer, der er i dag. Foreningens historie er spændende, fordi den i kraft af konstruktørens rolle som planlægger og koordinator afspejler byggeriets udvikling, og dermed fortæller et stykke danmarkshistorie. Ved at dykke ned i arkivmaterialet får jeg indblik i, hvordan murstensbyggeriet, elementbyggeriet og det fossilfrie og digitale byggeri i dag har indflydelse på, hvordan man som fagforening har organiseret sig.”

Se en oversigt over arkivet eller se Konstruktørforeningens udgivelser i ABA’s bibliotek.

Læs mere om foreningens historie på Konstruktørforeningens hjemmeside.

Tilbage til temasiden