Arbejderbevægelsen konsolideres

Efter Pios flugt til USA er arbejderbevægelsen i krise. Medlemmerne flygter, fordi Pio er flygtet, men også fordi der er krise i samfundet. Lønningerne er så små, at der ikke er råd til fagforeningskontingent. Nye kræfter sætter sig i spidsen for bevægelsen, og deres anstrengelser krones med held i 1884, da to Socialdemokrater vælges til Folketinget.

Arbejderne sætter sig i spidsen for bevægelsen

I slutningen af 1870’erne står arbejderbevægelsen tilbage med en særdeles lille fast skare af tilhængere. Pio og Geleff er emigreret til USA, og Harald Brix sidder i fængsel. Situationen er nu yderst kritisk for den endnu unge arbejderbevægelse. Adskillige fagforeninger er ved at gå i opløsning og mange forlader partiet. En reorganisering af bevægelsen er nødvendig, hvis den ikke skal falde fra hinanden og gå i spåner.

I februar 1878 bliver Socialdemokratisk Forbund oprettet, hvor en formel adskillelse mellem parti og fagbevægelse bliver gennemført. De ledende i det nye parti bliver snedker C. C. Andersen, skrædder P. Holm og skomager Chr. Hørdum. Det er mænd fra arbejdernes egne rækker, der nu står i spidsen for bevægelsen, og det er dem der gennem de første vanskelige år konsoliderer partiet i løbet af 1880’erne. P. Knudsen bliver i 1882 forretningsfører og dermed formand for Socialdemokratisk Forbund, og han skal snart vise sig at være en særdeles dygtig organisator. I de følgende år grundlægges i København og i provinsen en række lokale vælgerforeninger, ligesom der også snart findes en socialdemokratisk presse i Århus.

Lederne i partiet er indstillet på, at drage læren af de tidligere års nederlag, og er indstillet på en mere nøgtern og realistisk politik med stærk hensyntagen til de eksisterende magtforhold. I årene 1887-89 bliver der internt i partiet ført en sprængfarlig debat om, hvorvidt der skal arbejdes hen i mod demokratiske og sociale reformer eller om det er et revolutionært grundlag der skal bygges på. Det bliver den reformvenlige fløj der vinder over “De revolutionære” der er ledet af Gerson Trier og Nicolai L. Petersen, der ekskluderes sammen med en håndfuld andre.

Provisorietiden

I 1872 får Venstre flertal i folketinget og forlanger at overtage regeringsmagten, og dermed få indført parlamentarismen. Højreregeringen afviser dette krav. Kongen, Christian 9., vælger sine ministre fra Højrepartiet, især blandt landstingets godsejere. De ønsker ikke at bortgive magten, og kongen holder på sin ret til at vælge ministerium. Hverken han eller Konseilspræsidenten (statsministeren), Estrup, ønsker folketingsparlamentarisme, at Venstre har flertallet i folketinget, kommer ikke sagen ved, mener de.

I begyndelsen tror Venstre, at Estrup kan forhandles eller tvinges bort. Det er en fejltagelse. I foråret 1877 nedstemmer folketinget regeringens finanslovsforslag, og Estrup sender folketinget hjem, hvorpå regeringen udsteder en finanslov på egen hånd uden vedtagelse af rigsdagen. Normalt er en lov kun gyldig, når den er vedtaget enslydende af begge rigsdagens ting og underskrevet af kongen og en ansvarlig minister. Men grundloven har en nødparagraf, der tillader regeringen at udstede love på egen hånd “i særdeles påtrængende tilfælde”. En sådan lov kan kun være foreløbig – “provisorisk” – og kan kun udstedes, når rigsdagen ikke er samlet.

I årene 1885-94 styrer ministeriet Estrup ved provisoriske finanslove i strid med vælgernes flertal. I 1894 kommer det til et forlig, der slutter provisorietiden, og Estrup trækker sig tilbage. Syv år efter indtræder “systemskiftet” ved at partiet Venstre kommer til magten, og for første gang bliver der i praksis indført parlamentarisk statsskik i Danmark. Det hidtidige regeringsparti, Højre, får 46 mandater mens oppositionen, anført af Venstre, får 134 mandater. Det er første gang flertallet i folketinget får regeringsmagten.

Alliancen med Venstre

Samme år som Christiansborg brænder ned 1884, indgår Socialdemokratiet ved valget i et valgsamarbejde med partiet Venstre i form af fælles optræden ved valgene og på rigsdagen. I kampen mod Estrupstyret og for indførelsen af folketingsparlamentarismen er det i høj grad Venstre, der er ledende i de to partiers samarbejde, og det er også et udtryk for det faktiske politiske styrkeforhold mellem de to partier. Valgalliancen sikrer begge partier maksimal repræsentation i både Folke- og Landsting.

I København samarbejder socialdemokraterne med “Københavns liberale Vælgerforening” fra 1884. Vælgerforeningen er mere frisindet og liberal end Venstre normalt er, ligesom der også er mange intellektuelle dvs. kulturradikale med. Efter systemskiftet i 1901 og den interne konflikt i Venstre, bliver Den liberale Vælgerforening fra 1905 Det radikale Venstres vælgerorganisation i København. Fra valget i 1906 går Socialdemokratiet i alliance med Det radikale Venstre helt op til den nye grundlovs indførelse, der gør valgalliancer overflødige.

Samarbejdet med et borgerligt parti er ikke nogen smertefri proces i Socialdemokratiet, hvor der hele vejen igennem er modstand mod alliancen. Overbeviste socialister bliver i deres kreds nød til at stemme på en borgerlig kandidat, og det skaber uro blandt socialdemokraterne. Men helt op til 1920 arbejder Socialdemokratiet i valgalliancer med de borgerlige partier Venstre og Det radikale Venstre.

De første socialdemokrater vælges

Den 25. juni 1884 får Socialdemokratiet sit parlamentariske gennembrud, da vælgerne i Københavns 5. og 9. valgkreds sender P. Holm og Chr. Hørdum i Folketinget. 5. valgkreds er en utroligt hurtigt voksende kreds, der dækker Nørrebro og Østerbro i København. Den har registreret 15.318 vælgere i 1884, hvilket er mere end 40% af de 9 københavnske kredse. Men en stor arbejderbefolkning er i sig selv ikke nok til at sikre en socialdemokratisk kandidat i denne periode.

Det har Socialdemokratiet måttet sande ved samtlige valg i 1870’erne og i begyndelsen af 1880’erne. I 1881 har der eksisteret en opposition med den nyetablerede ledergruppe i Socialdemokratisk Forbund, bl.a. som resultat af en utilfredshed mod den reformvenlige linie som ledelsen fører. Både Hørdum og Holm er i denne periode under kraftig beskydning og bliver beskyldt for alt mellem himmel og jord. Valget i 1884 og den sejr, det er for Socialdemokratiet at få parlamentarisk fodfæste, kommer til at stå som et afgørende kendetegn på, at et vendepunkt nu er indtruffet for socialdemokratiet og dermed arbejderbevægelsen.

Hørdum og Holm, skomageren og skræddersvenden, er nu i Folketinget som de første socialdemokrater. For bevægelsen er det et afgørende symbol på, at den er ved at blive genrejst oven på den vanskelige tid efter Pios flugt. I den socialdemokratiske bevidsthed er det også et signal om, at nye mænd har taget over, de ældre er erstattet af de nye unge: C. Hørdum, P. Holm, C. C. Andersen, P. Knudsen og J. Jensen. Med dem bliver det også en ny og mere reformsøgende bevægelse til forskel fra den udfordrende radikalsocialistisk bevægelse i 1870’erne.